Som hundeejer har du masser af muligheder, når det drejer sig om at beskytte din hund mod lopper. Men hvordan ved du, hvad der er bedst for din hund?
Med det nuværende store udvalg af loppemidler er det relativt let at beskytte sin hund mod lopper. Du skal blot vælge hvilken behandlingsmetode, der fungerer bedst for dig og dit kæledyr. Brug vores omfattende guide som hjælp til at træffe din beslutning.
Loppespray
Loppespray med insektmiddel beregnet til kæledyr påføres direkte ved pelsrødderne, hvor det slår lopperne ihjel ved kontakt. Bland endelig ikke disse midler sammen med loppespray til husholdningsbrug, som virker mod loppeproblemer i hjemmet, og som ikke må bruges direkte på kæledyr. Tjek produktmærkningen for at være på den sikre side.
Fordele: Sprays er hurtigtvirkende midler, der slår voksne lopper ihjel på loppeinficerede hunde.
Ulemper: Da produktet skal sprayes ud over hele dyrets krop, kan denne behandling være mere besværlig og tidskrævende end nogle af de andre løsninger. Nogle hunde kan desuden ikke lide at blive sprayet eller at blive fastholdt, mens man sprayer dem.
Loppeshampoo
Hvis din hund har lopper, kan en særlig loppedræbende shampoo indeholdende insektmiddel hjælpe.
Fordele: Disse produkter virker godt til hunde, der kan lide at blive badet.
Ulemper: En loppeshampoo skal som regel sidde i mindst 10 minutter, og effekten er ikke altid særligt langvarig, hvilket betyder, at det er en kortsigtet løsning, der ikke nødvendigvis vil forhindre, at dit kæledyr igen bliver angrebet af lopper!
Loppekam
En tættandet loppekam indeholder ingen kemikalier. I stedet kan gentagen pleje med en loppekam hjælpe med at fjerne lopper fra hundens pels.
Fordele: Dyr, der elsker at blive kæmmet og børstet, vil sikkert foretrække denne metode.
Ulemper: Det er meget tidskrævende og svært at komme af med alle lopperne. Kæmning forhindrer heller ikke nye lopper i at bosætte sig i dyrets pels.
Spot-on-behandling
En lille pipette indeholdende væske trykkes ud på huden i hundens nakke eller forskellige steder på hundens ryg, hvis det er en større hund. Den aktive ingrediens optages enten i hundens blodbane eller spredes via huden.
Fordele: Nogle spot-on-produkter er beregnet til både at behandle og beskytte mod lopper.
Ulemper: Spot-on-behandling mod lopper holder længe, men man skal dog huske at gentage behandlingen, typisk en gang om måneden.
Tabletter og tyggetabletter
De aktive ingredienser i loppetabletter og -tyggetabletter optages i hundens blodbane. Lopper, der bider hunden, eksponeres for det aktive stof og dræbes.
Fordele: Tabletter og tyggetabletter er sædvanligvis tilsat smag og er lette at give til hunden.
Ulemper: For at dø skal lopperne først bide hunden. Beskyttelsesvarigheden i forhold til hver enkelt type/mærke af tablet eller tyggetablet varierer, og sommetider varierer varigheden også i forhold til de forskellige parasittyper. Det er derfor nødvendigt at læse produktmærkatet grundigt og holde styr på, hvornår tabletten gives.
Loppehalsbånd
Særlige medicinske loppehalsbånd kan give langvarig beskyttelse mod lopper, sommetider flere måneder ad gangen.
Fordele: Nogle loppehalsbånd virker i flere måneder uden behov for supplerende behandling.
Ulemper: Effektive loppehalsbånd er dyrere at købe, selvom de normalt er meget omkostningseffektive, når man tænker på behandlingens varighed og omkostningerne pr. måned.
Der findes en lang række forskellige loppebehandlinger til kæledyr, der alle virker på lidt forskellige måder. Det rette middel for dig og din hund afhænger af den enkelte hund og dine personlige præferencer.