Lopper er et problem for mange kæledyrsejere. Det ene øjeblik er hjemmet loppefrit, og det næste vrimler det med de små, generende lopper på dit kæledyr og i hjemmet. Her kan du læse lidt om lopper, og hvordan du for alvor kommer dem til livs.
Hvad er en loppe?
Lopper er den hyppigst forekommende parasit hos hunde og katte i Danmark, og de angriber vores kæledyr hele året rundt. Der findes ca. 3.000 forskellige loppearter, der alle som udgangspunkt har deres foretrukne vært. Men uanset om du har hund eller kat, er der størst risiko for, at dit kæledyr får kattelopper, som er en type loppe, der kan tilpasse sig begge dyrearter.
Lopperne lever af at suge blod. Når de bider, stikker de deres ”sugesnabel” ned i huden og udskiller et histaminlignende spytstof. Dette loppespyt nedbryder vævet omkring loppebidet og forhindrer blodet i at størkne. Det er også dette spyt, der giver den generende kløe. Man kan sammenligne det med et myggestik. Når lopperne er fyldt godt op med blod, parrer de sig, og efter få dage lægger hunloppen sine æg.
Hvordan får dit kæledyr lopper?
Hunde og katte kan smittes med lopper, hvis de færdes et sted, hvor en hund eller kat med lopper tidligere har opholdt sig. Når en hund eller kat får lopper, er der som oftest tale om smitte fra omgivelserne og ikke smitte som følge af kropskontakt mellem dyrene. Ved et loppeangreb på din hund eller kat er det kun 5 % af angrebet, der består af voksne lopper. De resterende 95 % består af æg, larver og pupper i dyrets omgivelser. Dette er også forklaringen på, hvorfor det kan være svært at komme af med lopperne, når man først har fået dem med hjem.
Symptomer på et loppeangreb
Når loppen har fundet en vært, vil den som regel nå at bide nogle gange, inden den støder på et blodkar, hvor den kan få sit blodmåltid. Den direkte kontakt med huden samt disse bid medfører hudirritation og kløe, som er den primære reaktion på loppebid. Hunden vil ofte kradse, slikke og gnave i huden for at lindre kløen. Dette kan resultere i hårtab samt betændelse. Katte kan sagtens have lopper uden at udvise tydelige symptomer som hunden. Dette skyldes, at katte er gode til at soignere sig og på den måde får fjernet en del af lopperne.
Det er ikke altid nemt at finde lopperne i pelsen, da de hurtigt bevæger sig væk, hvis du prøver at kæmme. I stedet kan du kigge efter loppeekskrementer i pelsen – de ligner lidt kaffegrums og vil farve et fugtigt stykke køkkenrulle rødt. Selve loppebiddet ses som en rød plet med en ring af varierende bredde og tykkelse. De vil være nemmest at se på f.eks. bugen.
Sådan slipper du af med lopperne
Det kan altid diskuteres, om man skal behandle forebyggende, eller man først vil behandle, når man opdager et problem. Men når man taler om lopper, vil den bedste behandling ofte være forebyggelse. Hvis du vælger først at behandle, når du ser lopperne, skal du være indstillet på, at det kan tage flere måneders behandling og en aktiv indsats at komme loppeproblemet til livs. Husk, at 95 % af problemet faktisk findes i omgivelserne.
Det er yderst vigtigt, at du behandler ALLE katte og hunde i hjemmet. Udover behandling spiller rengøring af dyrets omgivelser også en central rolle, hvis man skal komme loppeproblematikken til livs. Støvsug gulve, tæpper og møbler grundigt, og vask alle ”løse” ting som tæpper, kurve og puder, som dyret kan have haft kontakt med.
Loppesæson
Det er en generel misforståelse, at der er en bestemt årstid for lopper. I dag, hvor vores kæledyr opholder sig meget indenfor, kan loppen fuldføre sin livscyklus hele året. Desuden kan de milde vintre også betyde bedre overlevelse udenfor.
Der er intet, der tyder på, at lopper er blevet resistente mod behandling. Når nogle hunde- og katteejere alligevel tror dette, er det fordi, forekomsten af lopper indimellem kan virke så overvældende, at det er nærliggende at tro, at loppemidlet ikke virker. Stigningen i forekomsten af lopper skyldes ikke, at de godkendte lægemidler ikke virker, men derimod at der typisk har været mindre behandling og opmærksomhed på loppeproblemerne over længere tid. Massive loppeinfektioner kan derved opstå, og dette bliver ofte fejltolket som en mangelfuld effekt af det anvendte loppemiddel.
Loppens livscyklus
Loppens livscyklus kan inddeles i fire stadier: den voksne loppe, loppeæg, loppelarve og loppepuppe.
- Den voksne loppe: Den voksne loppe lever af at suge blod fra hunden eller katten. Selvom katteloppen altid vil foretrække hunden eller katten som vært, kan den i mangel af bedre godt springe på mennesker. Dog kan den ikke leve af vores blod, og dermed kan den ikke formere sig. Når loppen har indtaget sit første blodmåltid, vil den parre sig, og inden for 24-36 timer vil hunloppen være klar til at lægge æg.
- Loppeæg: Hunloppen lægger mellem 11-46 æg om dagen i kæledyrets pels. Da æggene er glatte, vil de falde af og lægge sig i omgivelserne. Antallet af æg, der klækker, afhænger af temperatur samt fugtighed.
- Loppelarver: Når æggene klækker, frigives loppelarverne. Selvom katteloppens larver har et minimalt behov for føde (som består af loppeekskrementer), vil de kontinuerligt bevæge sig rundt. De er meget følsomme over for udtørring og vil derfor søge væk fra lyset og ned i revner og sprækker. Loppelarven gennemgår 3 larvestadier, hvor det sidste omdanner dem til en puppe. Larvestadiet varer ca. 5-11 dage afhængigt af klima samt fødeindtag.
- Loppepupper: Puppestadiet varer under gunstige betingelser i ca. 8-13 dage og er det bedst beskyttede og mest hårdføre loppestadie. Under visse betingelser kan pupperne overleve og ligge latent i miljøet i en længere periode, faktisk helt op til 12 måneder, før den voksne loppe kommer ud som følge af stimuli såsom vibrationer og varme fra en potentiel vært. Så snart den voksne loppe er kommet ud, vil den søge en vært og det første blodmåltid, og så starter det hele forfra.
Loppeallergi og bændelorm
Både hunde og katte kan udvikle en allergisk reaktion mod loppespyttet – også kaldet loppeallergi. Hvis hunden eller katten udvikler allergi, vil den som oftest reagere kraftigt på bare et enkelt bid. Graden af reaktionen afhænger af, hvor følsomt dyret er, hvor stort loppetrykket er, om det er en akut eller kronisk reaktion, samt hvorvidt der tilkommer yderligere infektion.
Som ved loppebid vil dyret ofte bide og kradse sig, hvilket i mange tilfælde kan blive ret voldsomt og føre til beskadigelse af huden. Reaktionen er typisk lokaliseret til områderne omkring lænden og halen.
Lopperne kan også overføre bændelorm, da lopperne fungerer som såkaldt mellemvært for bændelormen. Loppelarverne kan spise bændelormens æg, som derefter udvikler sig inde i den voksne loppe. Derfor kan hunde og katte, der er angrebet af lopper, også blive smittet med bændelorm, når de slikker og bider sig, og dermed risikerer at indtage en inficeret loppe. Bændelormsled i afføringen hos hunde og katte er det mest almindelige tegn på bændelorm.
