På samme måde som mennesker ændrer katte sig med alderen. Hold øje med disse almindelige sundhedsproblemer hos ældre katte for at være sikker på, at din kat er sund og rask, også når den bliver ældre.
Katte kan blive ret gamle, og det stærke bånd mellem mennesket og katten gør sammen med fremskridtene inden for veterinærpleje og specialkost det muligt for mange katte at blive langt over 12-13 år.
Kattes fysiske behov og aktivitetsniveau ændres, når de bliver ældre. De er mere tilbøjelige til at:
- Blive overvægtige
- Få kræft, slidgigt, diabetes, nyre-, hjerte- og tandsygdomme
- Få kognitive vanskeligheder eller demens og nedsat syn og hørelse
- Udvikle usædvanlige knuder og buler
Derfor er det vigtigt, at du bringer din gamle kat til dyrlægen til helbredsundersøgelse hvert halve år, eller med det interval din dyrlæge anbefaler, for at der hele tiden er styr på dens helbred og individuelle behov. Du kan derudover holde øje med følgende syv helbredsproblemer og kontakte din dyrlæge om eventuelle bekymringer.
1. Dårlige tænder og tandkød
Det er vigtigt at passe på din kats tænder og tandkød hele dens liv. Dårlig mundhygiejne og tandsygdomme sætter din kat i risiko for skade på andre organer. Tal med dyrlægen, og find ud af, hvordan du bedst kan opretholde en god tandhygiejne hos din kat. Dette kan omfatte:
- Manuel tandbørstning
- Give tyggeben eller tørfoder, der er beregnet til at hjælpe med at holde tænderne rene
- Regelmæssig tandrensning hos dyrlægen
2. Usædvanlige knuder og buler
Ældre katte kan udvikle usædvanlige knuder og buler på eller under huden. Ikke alle knuder og buler er grund til bekymring, men hold øje med om de ændrer sig i forhold til:
- Størrelse
- Form
- Farve
- Konsistens
- Rødme
- Væske
- Sårdannelse
Hvis du ser en eller flere af disse ændringer, skal du kontakte din dyrlæge.
3. Ømme og stive led
Slidgigt er en gradvis, men progressiv nedbrydning af leddene. Der kan også komme knogleagtig vækst omkring leddene, hvilket kan medføre smerter og begrænse kattens mobilitet. Det kan være svært at få øje på tegnene på slidgigt, og du bemærker muligvis ikke med det samme, at din kat oplever ubehag.
Tegn på slidgigt hos katte
- Nedsat aktivitet og modvilje mod at springe
- Stivhed og besvær ved at rejse sig efter hvile
- Uplejet pels
- Manglede appetit og vægttab
- Unormale toiletbesøg (f.eks. uden for kattebakken)
- Lejlighedsvis aggressivitet (pga. smerter)
Slidgigt kan ikke kureres, men kan holdes under kontrol. Tal med din dyrlæge, hvis du er bekymret over et eller flere af disse symptomer. Der er forskellige løsninger, der kan hjælpe med at gøre din kat bedre tilpas, herunder:
- Antiinflammatorisk og smertelindrende medicin
- Kosttilskud (f.eks. omega-3 fedtsyrer)
- Fysioterapi
- Vægttabsplaner
4. Demens
Kognitiv dysfunktion eller demens er en progressiv sygdom, der ændrer kattens adfærd. Tegn på kognitive vanskeligheder omfatter:
- Urin og afføring på usædvanlige steder (f.eks. uden for kattebakken)
- Desorientering (sidder f.eks. fast i et hjørne eller har svært ved at finde sin mad)
- Høj vokalisering, ofte på upassende tidspunkter (f.eks. om natten)
- Angst, især separationsangst
- Nedsat foderindtag
- Nedsat soignering
- Usædvanlig social interaktion (f.eks. mindre kærlig)
- Vandrer frem og tilbage og er irritabel
Kognitive vanskeligheder kan ikke helbredes, men sygdommens udvikling kan til en vis grad styres på følgende måder:
- Drøft ændringer i kosten og medicin med din dyrlæge.
- Sørg for at alt det vigtige, som din kat har brug for, er let tilgængeligt og ikke flyttes rundt i huset.
- Sæt flere vandskåle og kattebakker rundt om i huset.
- Stimuler katten mentalt (f.eks. med aktivitetslegetøj).
- Hold dig til en daglig rutine for at hjælpe din kat med at føle sig mere tryg.
- Børst katten, da det er vigtigt at holde dens pels ren og sørge for, at den ikke filtrer. Når du børster katten, frigives endorfiner, hvilket får din kat til at føle sig gladere og mere afslappet.
5. Nyreproblemer
Det er ikke unormalt, at katte kan få problemer med nyrerne. Årsagen til skader på nyrerne kan være kendt eller ukendt. Nogle gange er det simpelthen forbundet med nedsat organfunktion på grund af alderen.
6. Problemer med synet
Ligesom hos mennesker kan ældre kattes øjne ændre sig, hvilket kan påvirke deres syn. Almindelige tegn på nedsat syn:
- Støder ind i ting
- Kan ikke finde sin mad og vand
- Bliver nemt forskrækket
- Uklare øjne
7. Problemer med hørelsen
Det er ikke ualmindeligt, at ældre katte får nedsat hørelse. Med lidt hjælp kan din kat blive ved med at leve et godt og lykkeligt liv:
- Sæt en klokke på kattens halsbånd, så du altid kan finde den.
- En kat, der har problemer med hørelsen eller er døv, skal altid holdes indenfor, medmindre du tager den udenfor med sele på.
- Advar din kat, når du nærmer dig (tænd f.eks. lyset eller bank på gulvet).
Hvis du er bekymret for din ældre kats helbred, bør du aftale tid hos en dyrlæge.