Vi har samlet 5 vigtige trin du bør overveje, inden familiens nye lille nuttede pelsklump flytter ind. De første beslutninger er ofte de vigtigste, for at sikre en god start.
Tillykke med beslutningen om at få en killing! Der venter dig en masse gode oplevelser. Ved at forberede dig og familien godt fra start, øger du chancen for et langt og lykkeligt kattefamilieliv.
Her er en lille checkliste, som kan hjælpe dig godt fra start:
1. Ved du hvilken race, du skal vælge?
For nogen mennesker er en kat måske bare en kat. Men vidste du, at der er mange forskellige racer og at der er stor forskel på deres behov og adfærd?
Du kan starte med at spørge dig selv følgende spørgsmål:
1. Hvor social vil jeg være med min kat?
2. Skal katten være en inde- eller udekat?
3. Skal katten bo sammen med andre kæledyr?
4. Hvor meget tid vil jeg bruge på pelspleje?
Der findes racer der klarer sig bedre som indekatte end udekatte, og det er nyttig viden, hvis du bor i en mindre bolig. Det er godt givet ud at forholde sig til, hvad du kan tilbyde af forhold, så du kan finde den race der passer bedst muligt. Pas på med at vælge efter udseendet alene. Tal gerne med en dyrlæge også.
2. Hvor kommer killingen fra, og er den mindst 12 uger gammel?
Ifølge loven skal killingen være sammen med sin mor, indtil den er mindst 12 uger gammel. Det er nødvendigt for at den kan udvikle sig normalt.
Det er en god ide at aflægge opdrætteren et besøg forud for afhentning af katten. Således er du klar over hvilke forhold killingen har levet under. Det er nemlig vigtigt at den er blevet socialiseret og vant til mennesker omkring sig. Husk også at der er gode kattehjem, som leder efter hjem til herreløse killinger. Ofte vil forholdene være ganske udmærkede og der vil være sørget for dyrlæge og socialisering.
3. Hvad med udstyr?
En varm og blød kurv, mad- og vandskål, lidt legetøj samt en transportkasse til turen hjem er et absolut minimum. Tilbyd din killing et roligt hjørne, eller en hule som den kan ligge i indtil den falder til, og er klar til at komme ud. Katte er vilde med at ligge højt, og vil elske dig for at indrette nogle hylder med tæppe på, som den kan ligge trygt og godt på, mens den skuer ud over sit herredømme. Med hensyn til killingefoder er det en god ide at vente lidt med at skifte til dit foretrukne mærke. Efter et par uger kan du gradvist overgå til det nye foder. Spørg gerne dyrlægen til råds, det er vigtigt at fodre sin kat rigtigt.
Læs mere om killingefoder i vores guide her!
Husk, at killinger er utroligt nysgerrige – de er små nysgerrige væsner som kan komme ind alle vegne! Gå derfor dit hjem igennem, og sørg for at den holdes på afstand af farlige steder og udgange. Eksempler kan være altaner, farlige rengøringsmidler, udsatte ledninger og giftige planter. Og ligesom du ønsker at beskytte din killing, kan det være en god ide også beskytte dit hjem i forhold til din killing! Et kradsetræ gnedet med katteurt eller to, vil hurtigt være en god investering fremfor at den bruger din sofa til denne - i øvrigt meget naturlige - adfærd.
Et tip til at mindske stresspåvirkningen når du kommer hjem med din killing, er at købe såkaldte katte-feromoner, som dybest set indeholder de dufte som katte udsender, når de er glade og trygge. De kan købes hos dyrlægen. Lad gerne det gamle tæppe blive i transportkassen, og lad killingen blive derinde til den selv har lyst til at komme ud.
4. Hvad med dyrlægebehandlinger og forsikring?
Når du har hentet din killing og den er faldet til, er det vigtigt at tage den forbi dyrlægen til et sundhedscheck, vaccination og behandling for flåter og orm, hvis nødvendigt. Katte har det med at blive angrebet af parasitter, og nogle af dem kan smitte med ubehagelige sygdomme eller blive et problem for hele familien. Det er f.eks. meget besværligt at komme af med lopper, hvis man først har fået dem ind i huset. Prioriter derfor behandling mod parasitter fra start, og I vil være den bekymring foruden.
Medbring alle papirer du har fået af opdrætteren, som dyrlægen kan gennemgå. Her vil der stå, hvad den har fået af behandlinger. Killinger skal gerne have modtaget mindst 3 behandlinger mod orm, med 2 ugers mellemrum hos opdrætteren, ligesom det anbefales med en ekstra ormekur når den er flyttet ud. Vaccinationer er vigtige igennem hele kattens liv – de første vaccinationer gives typisk, når den er omkring ni uger, og herefter skal den genvaccineres 4-5 uger efter. Afhængigt af om det er en inde-eller udekat, vil dyrlægen kunne anbefale et passende vaccinationsprogram herefter. Din killing er sandsynligvis mikrochippet, inden du får den med hjem, ellers skal du have det gjort hurtigst muligt. Killinger kan blive kønsmodne allerede fra 4 måneders alderen. Her vil de typisk stikke af for at finde sig en partner. Hvis ikke du ønsker dig et kuld af små kattekillinger, anbefales det at du får den neutraliseret og øremærket i samme omgang, når killingen er omkring 4-5 måneder.
Forsikringer kan spare dig for mange bekymringer. Ansvarsforsikring er, i modsætning til hos hund, ikke lovpligtigt men kan være utroligt praktisk, hvis din kat kommer til at gøre skade på noget eller nogen. Flere og flere vælger også en sundhedsforsikring, fordi det er rart ikke at skulle skele til økonomi, hvis ens elskede kat står og har brug for en dyr operation en dag.
5. Er du mentalt og økonomisk forberedt?
Det indebærer meget mere end søde billeder og cuteness overload at få en killing. Mange overser de økonomiske udgifter forbundet med at have en kat, samt deres relativ lang levealder - hvis du er heldig, kan din kat leve i 20 år. Lidt mentalforberedelse er også en god ting. Især den første tid kan være hårdt arbejde – et arbejde der til tider kan minde om at passe en baby. Vær forberedt på at der vil være nogle sene aftener, forstyrrede nætter og tidlige morgener, hvor du må hjælpe din killing med at vænne sig til sit nye hjem. Derudover er ”små uheld” og ødelagte ting i hjemmet forventeligt, før I finder hverdagsrytmen sammen. Sørg for at væbne dig med tålmodighed og forståelse. Positiv indlæring giver mangfoldigt igen, og du vil blive belønnet med en masse beroligende kattespind og søde, tillidsfulde mjav!