NYE EJERE
Går du med overvejelser om at købe din første hund? Måske kan vores guide om de bedste hunderacer for begyndere hjælpe dig med at vælge den perfekte firbenede ven.
Enhver hund har sin unikke karakter og personlighed, men enhver race er forskellig hvad angår træk, opdragelsesmåder og plejebehov. Nogle racer kræver en større indsats og erfaring fra dig som hundeejer, mens andre racer er særligt velegnede til nybegyndere. I det følgende kan du læse alt om hunderacer for begyndere.
Små racer
Der findes nogle små racer, som er særligt velegnede til nybegyndere.
1. Papillon
En papillon er en loyal og venlig race, som har nemt ved at tilpasse sig sin ejers livsstil. Den vejer under 5 kg og bliver maks. 30 cm høj, så den er også lille nok til at bo i en lejlighed. Du behøver heller ikke en have, da en papillon kun har behov for 20-30 minutters motion om dagen.
Selv om en papillons pels er lang og silkeagtig, kræver den forholdsvis lidt pelspleje, fordi den ikke har nogen underpels. Mellem de enkelte besøg på hundesalonen behøver papillonen normalt kun børstning en gang om ugen.
Papillonen er en rigtig god hund til begyndere, fordi den er ekstrem intelligent og derfor relativ let at træne. Men du skal begynde at træne din papillon i en tidlig alder. Vær venlig men bestemt. Papillonen skal kende sin plads i hierarkiet, ellers vil den forsøge at overtage rollen som overhund. Papilloner har det med at bjæffe, men det kan afhjælpes med træning, allerede mens den er hvalp.
2. Miniature gravhund
Miniature-gravhunden mangler måske nok højde – bliver højst 20 cm – men den kommer stærkt tilbage på personlighed. Den er intelligent, legesyg og livlig, og har det godt med at have mennesker omkring sig, og så vil den altid være opsat på at være med, hvor der sker noget. Miniature-gravhunden er typisk et energibundt, så den har brug for en masse motion og hjernestimulering i løbet af dagen.
Så længe den får positivt afløb for sin energi, er denne lille charmetrold en kærlig ledsager. Men en miniture-gravhund vil hade at være alene eller at kede sig. Dette kan medføre destruktiv adfærd, f.eks. at tygge i sko og møbler, hvilket er tegn på stress. Så hvis du har en masse tid og plads til rådighed, er miniture-gravhunden måske den ideelle begynderhund for dig. Den skal have omkring 20-30 minutters motion om dagen.
3. Bichon frise
En bichon frisé er en petit-hund på under 5 kg med en dejlig legesyg og trofast natur, og så elsker den at være midtpunkt. Modsat mange andre små hunderacer er en bichon frisé børnevenlig og er således en rigtig god hund for en familie, som skal vælge deres første firbenede medlem. Bichoner er intelligente og er derfor relativt nemme at træne. Deres temperament gør, at de kan vænne sig til at bo i et stort hus på landet, eller en lille lejlighed i byen.
De er rimeligt aktive og skal derfor have mindst 20-30 minutters motion om dagen.
Ligesom mange andre hunderacer er det stressende for en bichon frisé at være alene, og den lider i høj grad af separationsangst. Derfor er den bedst egnet til et hjem, hvor der altid er mindst én person hjemme. Bichoner kræver forholdsvis meget pelspleje. Deres nuttede udseende skal vedligeholdes med besøg på hundesalonen mindst hver anden måned, hvilket godt kan mærkes på udgifterne på hundekontoen.
Mellemstore og store racer
De større hunderacer kan også være et godt valg for begyndere. De har behov for mere foder og mere motion, men det kan være et plus, hvis du mangler en god grund til at gå lange ture. Her præsenterer vi nogle af de bedste mellemstore og store hunderacer, der egner sig godt til begyndere.
4. Golden retriever
Golden retrieveren er en enormt populær hund blandt førstegangshundeejere, og grundene er åbenlyse. Den er blid, legesyg, ukompliceret og loyal af natur, så du får en pålidelig og trofast hund. Den er tilmed intelligent og elsker at gøre sin ejer tilpas og er derfor nem at træne – en fantastisk ny ven. En golden retriever er også en fremragende familiehund og er god til børn.
Golden retrieveren har behov for en masse motion – op til to timer om dagen – og al denne udendørs aktivitet betyder, at dens lange pels kræver intens børstning og pleje for at være i tiptop stand.
Denne hunderace bevarer sin munterhed og energi langt op i voksenårene, men har tendens til helbredsproblemer med alderen, f. f.eks. problemer med synet, leddene og tænderne, hvilket kan betyde store dyrlægeregninger.
5. Labrador
Sammen med golden retrieveren er labradoren kendt som en klassisk begynderhund især til familier. Labradorens blide og muntre personlighed gør, at den er en god legekammerat for børn og voksne. Den er intelligent og elsker at behage og er dermed let at træne, selv for førstegangshundeejere.
Eftersom labradoren har et højt energiniveau, har den behov for en masse motion (mindst 1 time om dagen) og mental stimulering. Den er madelsker, så overvægt er ofte et problem, særligt når den kommer op i årene. Derfor har labradoren det bedst i et hjem med en stor have og hos en familie, som tager den med på lange gåture hver dag.
Labradoren kræver ikke så meget pelspleje – en gang børstning en gang om ugen er nok.
6. Puddel
Pudler er højintelligente hunde, som er dygtige til at lære nye tricks og kommandoer. De er også legesyge, loyale og kærlige, et godt valg for førstegangshundeejere.
Pudler har et højt energiniveau og vil derfor kede sig, hvis de ikke får nok stimulering og motion. De fleste pudler har brug for mindst to gåture om dagen. Hvis pudlen ikke bliver aktiveret og leget rigtig meget med, kan den komme til at kede sig og blive trist. Den er bedst egnet til et hjem, hvor den får al den tid og opmærksomhed, som den kræver fra naturens side.
Pudlens pels kræver en masse pleje for at undgå at der dannes pelsklumper, så daglig børstning er et must, plus en tur på salonen tre-fire gange om året.
7. Greyhound
En greyhound er en blid og kærlig hund, og selv om den har nogle specifikke behov, er den en rigtig god førstegangshund.
Det mest iøjnefaldende ved en greyhound er dens glatte, atletiske fysik. Den er naturligvis bygget til at løbe og har derfor behov for et par gåture hver dag: en kort om morgenen og en længere eftermiddag/aften.
Man skal være meget opmærksom, når man går tur med en greyhound, fordi den har et stærkt rovinstinkt. Derfor kan du risikere at den bliver væk, hvis den er på jagt efter noget, eller bliver skadet hvis den løber for stærkt på ujævnt underlag. En greyhound skal trænes tidligt og grundigt – især til at komme når man kalder. I Danmark kan man adoptere en greyhound, som tidligere har været væddeløbshund, og derved giver man hunden et nyt hjem på dens gamle dage. Adoption sker gennem anerkendte organisationer som Dyreværnet og Dyrenes Beskyttelse.
Heldigvis er greyhounds intelligente og lærer hurtigt, så længe de bliver trænet tålmodigt og venligt. De er følsomme væsener, som nemt bliver skræmte. Den tid du investerer i at træne din greyhound kan absolut betale sig, fordi den vil elske at putte sig ind til dig efter en lang tur i det fri.
Du skal måske nok bruge en del tid på at træne din greyhound, men til gengæld er den enormt let at pleje. Den har nemlig en kort, tæt pels, som kun kræver en gang ugentlig børstning for at tage sig godt ud.
Blandede hunderacer
Der er naturligvis mange andre hunderacer, som er velegnede til førstegangshundeejere – f.eks. blandede racer – som populært kaldes "gadekryds". Disse hunde er ofte fri for de genetiske svageligheder, man nogle gange ser hos rene racehunde. Det lokale hundeinternat er stedet, hvor du ofte kan finde en hund af blandet race med et temperament, som passer perfekt til dig som ny hundeejer.
Fordelen ved at besøge et hundeinternat er, at personalet kan vejlede om, hvilken hund der vil være egnet til en ny hundeejer, og hvilke hunde der kræver en mere erfaren ejer. I de fleste tilfælde bor hunden først hos en midlertidig plejefamilie med børn og andre kæledyr, for at man kan vurdere dens personlighed, før den får tildelt sit permanente hjem. Og selv om nogle af de racer, vi har nævnt ovenfor, vil være tilgængelige til adoption, så vil der også være mange hunde af blandet race, som måske har en personlighed, der passer rigtig godt til dig og din familie.
Vær altid opmærksom på eventuelle love angående, hvornår du skal have din hund i snor. Du finder svarene i hundeloven på retsinformation.dk.
Få gode råd om, hvordan du opdrager din nye hvalp i vores guide om hvalpetræning.
Du kan læse meget mere om de forskellige hunderacer her, eller prøve vores test, Vovsevælgeren!
NYE ARTIKLER
Giv en kat et nyt hjem
Er adoption en mulighed for dig?
Adoption af hundehvalp eller killing
Almindelige spørgsmål og svar