Tillykke med din nye hvalp! At få sådan en lille pelsklump inden for dørene er fantastisk og sjovt, men det kan også føles som et stort ansvar. For der er mange ting at holde styr på – især, hvis det er første gang, du kan kalde dig hundeejer. I artiklen her fortæller vi, hvordan du kan beskytte det nye medlem af familien mod lopper og flåter. Og ikke mindst, hvorfor du bør gøre det.
Lopper og flåter kan gøre din hund syg
Lopper og flåter er parasitter, som lever af at suge blod hos deres værtsdyr. Parasitterne er ikke alene ubehagelige for din hund, de kan også være skyld i flere forskellige sygdomme. Derfor er det vigtigt, at du sørger for både loppe- og flåtbeskyttelse.
Særligt flåtbid udgør en risiko for din hund. Hvis hunden viser tegn på feber, usikker gang eller udslæt nær bidstedet efter et flåtbid, skal du kontakte din dyrlæge.
Særligt om lopper
Lopper er ikke bare lopper. Alene i Danmark findes der over 50 forskellige arter, men lopperne, vi taler om her, er kattelopper. På trods af navnet holder de sig ikke til katte, men er almindelige på både hunde og katte i Danmark. Og er der lopper i huset, kan de også bide mennesker.
Loppen har en livscyklus med fire udviklingsstadier: æg, larve, puppe og voksen. En enkelt voksen hunloppe kan i sin levetid lægge op til 2.000 æg, så derfor er det vigtigt at reagere hurtigt ved mistanke om lopper – og endnu bedre at forebygge:
• Hunde kan udvikle loppeallergi, som er allergi mod loppens spyt. Hunden kan få stærk kløe af blot et enkelt loppebid, og dens hud vil se irriteret og skorpet ud.
• Endelig kan hunde også få bændelorm, hvis de sluger inficerede lopper – det sker let, når hunden soignerer sig.
Særligt om flåter
Der findes mange arter af flåter, men skovflåten er langt den mest almindelige. I Danmark udgør skovflåter over 90 % af de flåter, man finder. Skovflåten er udbredt i hele Danmark, og på trods af navnet findes den ikke kun i skove. Den foretrækker fugtige omgivelser som skove og våde enge, men kan også findes i højt græs eller staudebede og hække i haver. Risikoen er større, hvis der er rådyr i området, da rådyr er skovflåtens vigtigste kilde til blod.
Skovflåten har en livscyklus med fire udviklingsstadier: æg, larve, nymfe og voksen. Hvert stadium suger blod på forskellige dyr, og kan på den måde overføre sygdomme til det næste værtsdyr. Derfor er flåtforebyggelse så vigtig.
Flåter kan med deres bid overføre bakterier, som kan smitte din hund med anaplasmose eller borreliose. Begge sygdomme er alvorlige, og skal hurtigst muligt behandles af en dyrlæge. Vær opmærksom på symptomer som feber, træthed og hævede lymfeknuder samt ømhed i led og muskler.
Hvornår skal du være opmærksom?
Hunde elsker at komme med på tur og boltre sig i det høje græs – eller løbe for fuld fart gennem skovbunden. Desværre er det også her, at risikoen for at samle flåter op er allerstørst. Bruger du din hund som jagthund, er den også i høj risiko for at blive bidt af flåter.
Flåter bliver aktive, allerede når temperaturen kommer over 5°C, så derfor skal du være opmærksom på dem det meste af året. Er efteråret lunt og vinteren mild, kan det være flåtsæson året rundt. Og så bør du sørge for flåtbeskyttelse eller flåtbehandling til din hund.
Hvordan beskytter du bedst din hund mod lopper og flåter?
Forebyggelse er bedre end helbredelse. Det gælder også, når vi taler parasitter. Du kan selvfølgelig tjekke din hunds pels for flåter jævnligt og grundigt, men det er besværligt – især, hvis din hund er stor og meget pelset.
Heldigvis findes der forskellige former for parasitbehandling målrettet mod lopper og flåter hos hunde. Produkter, som hver især har deres fordele og ulemper. De beskytter alle mod lopper og/eller flåter i kortere eller længere tid, og dræber de parasitter, som allerede måtte være på dit dyr.
Du kan både vælge mellem dråber, der skal dryppes i hundens nakke (spot-on), halsbånd og piller. Er du en af de mange hundeejere, som også har kat, skal du være ekstra opmærksom, da visse spot-on produkter til hunde kan være livsfarlige for katte. Nogle hundeejere oplever også, at det kan være vanskeligt at ramme rigtigt med dråberne. Måske derfor ser man, at tabletter til parasitbehandling generelt vinder frem blandt kæledyrsejere herhjemme.
Nogle flåtmidler fås i håndkøb. Det er praktisk, men betyder selvfølgelig, at du selv skal være ekstra opmærksom på at vælge det rigtige middel og den korrekte styrke til din hund.
God fornøjelse med din lille nye hund. Husk at passe godt på den.