Sidder du med spørgsmål om risikoen for, at din hund får orm? Her er fem ting, du skal vide om orm hos hunde.
Selvom det ikke er rart at tænke på, kan hunde smittes med orm, allerede inden de kommer til verden! Indvoldsorm kan være til skade for din hunds helbred – og nogle former for orm hos hunde kan i sjældne tilfælde inficere dig og din familie. Nedenfor kan du læse svarene på fem spørgsmål om orm, som vi ofte får af hundeejere.
1. Hvilke typer orm skal jeg være opmærksom på?
Spolorm, hageorm, piskeorm og bændelorm er almindelige indvoldsorm hos hunde, men det kan variere afhængigt af, hvor du bor. Hundens livsstil afgør ofte, hvilke parasitter (orm) der udgør den største risiko. Din dyrlæge kan vejlede dig mere specifikt.
2. Hvordan kan jeg vide, om min hund har orm?
Indvoldsorm hos voksne hunde giver sjældent symptomer. Symptomerne er mere tydelige hos hvalpe: de kan kaste op, have diarré, opsvulmet mave og mat pels. Blodsugende orm kan i visse tilfælde medføre, at hvalpen kommer til at mangle så meget blod, at den får blodmangel og skal have en blodtransfusion. Ofte er hvalpe inficeret med spolorm – enten før fødslen via livmoderen eller efter fødslen via modermælken – så selv hvalpe, der lader til at være sunde, kan have orm i sig.
Men uanset om en hund har symptomer på orm eller ej, så vil en inficeret hund have æg i sin afføring, som kan smitte andre dyr og i sjældne tilfælde mennesker. Så regelmæssig undersøgelse for orm og eventuel behandling med ormekur er essentielt for at mindske risikoen. Din dyrlæge kan vurdere de risici, der gør sig gældende for din hund og din familie – og vejlede dig med en passende plan.
3. Hvordan har min hund fået orm?
Mange hvalpe har faktisk orm allerede fra fødslen, og de fleste bliver smittet med spolorm gennem modermælken. Desuden udsættes hunde for forskellige parasitter gennem livet. Spolorm og hageorm kan f.eks. smitte din hund, hvis den ved et uheld indtager æg eller larver når den tygger på græs, på sit legetøj eller plejer sin pels efter en tur i naturen. Din hund kan også blive inficeret med spolorm, hageorm eller bændelorm, hvis den spiser inficerede dyr, f.eks. gennem små byttedyr, råt kød eller indmad. Dyrlægen kan fortælle dig mere om den specifikke risiko for din hund ud fra jeres livsstil, og hvor I bor.
4. Hvor ofte skal jeg give min hund ormekur?
Det er et vigtigt spørgsmål. Svaret er, at det afhænger af hundens alder, helbred og livsstil og af den ormebehandling, dyrlægen vælger.
5. Kan hunde smitte mennesker med orm?
Ja, men det sker yderst sjældent i Danmark.
Husk: Spørg din dyrlæge til råds angående den specifikke risiko for, at netop din hund får orm. Dyrlægen vil vurdere din hunds livsstil og området, hvor I bor, og derudfra vurdere behovet for behandling. Bestil tid hos dyrlægen, så din hund kan få den helt rigtige behandling, hvis du har mistanke om orm.