Lær din hund fire fantastiske tricks, fra "rul" til "buk", med vores trinvise vejledning. Med de rette teknikker og en masse øvelse, kan næsten alle hunde lære at udføre følgende fire tricks.
Det kan være en sjov og givende oplevelse for jer begge, at træne og lave nye tricks sammen. Hunde nyder at træne, fordi de får masser af opmærksomhed og øvelser, der stimulerer sindet – for ikke at glemme godbidder! Og for dig kan træning af hunden være en god måde at styrke jeres bånd på.
Trick nr. 1: Giv pote
Selvom dette trick ser imponerende ud, er det forholdsvis let at lære.
Følg disse trin:
- Start med at holde en godbid i din lukkede hånd.
- Din hund kan lugte godbidden og vil prøve at få fat på den. Hold hånden lukket. De fleste hundes naturlige instinkter får dem til at bruge poten til at få noget, de ikke kan nå med munden.
- Det øjeblik, hvor hunden rammer din hånd med poten, skal du sige "ja" eller bruge en klikker, hvis du har en, og give hunden godbidden.
- Gentag indtil din hund hver gang hurtigt giver poten til din lukkede hånd.
- Herefter skal du give en flad og tom hånd til din hund. Når den lægger poten på din hånd, skal du give den en godbid.
- Øg den tid, hundens pote er i din hånd, før du giver den godbidden.
- Giv så en verbal kommando, f.eks. "giv pote", lige før du rækker din tomme håndflade frem. Når du har gentaget dette nogle få gange, har hunden lært tricket.
Trick nr. 2: Rul
Gentagelser er vigtigt, når du vil lære din hund at rulle. Jo flere gange din hund gør følgende, jo bedre bliver den til at udføre tricket.
- Start med at hunden ligger ned. Du skal måske bruge kommandoen "dæk" først.
- Når hunden ligger, skal du tilbyde en godbid foran næsen på hunden uden at slippe godbidden. Bevæg hånden ud til siden, over hundens skulder, så den skal løfte hovedet og flytte sig over på den ene side for at få fat på godbidden. Åbn hånden.
- Tilbyd straks herefter en ny godbid – igen uden at slippe den – og giv hunden en opmuntring til at rulle rundt. Læg godbidden på gulvet, lige uden for rækkevidde, så din hund skal rulle hele vejen rundt for at få den. Hvis din hund gør dette, skal du rose den og give endnu en godbid.
- Bliv ved med at træne – det kan tage lidt tid, før hunden ruller rundt i én bevægelse med kun én godbid.
Når hunden har rullet rundt flere gange, kan du give kommandoen "rul" og gradvist udfase godbidderne.
Trick nr. 3: Drej rundt
Tricket "drej rundt" ligner et trick, som kun professionelle hundetrænere kan udføre, men det er relativt let at mestre.
- Hold en godbid tæt på hundens næse uden at give slip på den. Brug godbidden til at lokke hunden til at bevæge sig rundt i en cirkel. Når den har gået rundt en omgang, skal du sige "Ja!" eller bruge din klikker og give godbidden.
- Bliv ved med at øve dig, og sørg for at lade hunden dreje rundt i samme retning hver gang. Se, om du kan få din hund til at dreje rundt to gange, før du giver den godbidden. Hvis den kan gøre det, er der god fremgang.
- Prøv nu tricket med den samme hånd, men uden godbidden. Beløn din hund med en godbid, når den har drejet rundt, men brug den anden hånd. Dette lærer din hund at følge et håndsignal.
- Gør eventuelt håndsignalet tydeligere – det kan f.eks. se ud, som om du peger – og bevæg langsomt hånden længere væk fra hundens næse. Bliv ved med at belønne din hund med en godbid hver gang.
- Tilføj en verbal kommando, f.eks. "drej rundt", før håndsignalet.
- Efter en masse øvelse kan din hund måske dreje rundt udelukkende ved den verbale kommando. Hvis ikke, så bare rolig. Ikke alle hunde vil nå til dette trin.
Trick nr. 4: Buk
Et buk kan være det perfekte trick at slutte med, når din hund har vist alle sine nye tricks. For at bukke skal din hund læne sig ned på forbenenes albuer, og brystet skal røre gulvet. Hundens bagdel er stadig oppe i luften.
- Hunden skal stå op til at starte med, med alle fire poter på gulvet. Det er en fordel, hvis den kan stå på kommando.
- Hold godbidden ud for hundens næse, og bevæg den langsomt mod gulvet, idet du holder den tæt på hundens krop og lokker hunden nedad, indtil dens forben nærmest ligger på gulvet og bagdelen stadig er i luften.
- Nogle hunde synes, at denne position er svær til at starte med. Hvis din hund har svært ved at forstå det, kan du prøve at lægge en arm under dens mave for at holde bagdelen oppe og bruge din anden hånd med godbidden til at lokke forkroppen ned med. Gentag denne proces, indtil din hund forstår den ønskede bevægelse.
- Hold hunden i bukket, og brug så godbidden til at lokke den op i stående position igen. Sig "ja", eller brug klikkeren, og giv den godbidden.
- Bliv ved med at gentage og øve. På et tidspunkt kan du tilføje en verbal kommando, f.eks. "buk", før tricket begynder. Før du ved af det, kan din hund bukke på kommando.