Fransk hjerteorm udgør en alvorlig – og potentielt livstruende – risiko for din hund.
Alle hunde i Danmark har risiko for at blive smittet med fransk hjerteorm. Smitten sker gennem inficerede snegle og kan give langvarige skader på hundens lunger, hjerte og blodkar. Fransk hjerteorm kan gøre hunden alvorligt syg og påvirke dens livskvalitet. At behandle en infektion med fransk hjerteorm kan være dyrt. Forebyggelse er bedst for din hund, men skulle den blive smittet, er tidlig diagnosticering altafgørende.
Fransk hjerteorm hos hunde – symptomer
En infektion med hjerteorm bekræftes på afføringsprøver eller med en blodprøve hos dyrlægen. Men der er også forskellige symptomer, som kan tyde på fransk hjerteorm hos hunde:
Hoste
Hunden hoster periodisk, især efter intens fysisk aktivitet. Hoste kan være tegn på en mindre alvorlig sygdom, f.eks. kennelhoste, men kun dyrlægen kan afgøre, om din hund er smittet med fransk hjerteorm.
Træthed eller inaktivitet
Eftersom fransk hjerteorm angriber hjerte og lunger, kan almindelige aktiviteter såsom gåture eller leg være en udfordring for en hund med fransk hjerteorm. Hvis du observerer, at din hunds udholdenhed pludselig bliver ringere, kontakt din dyrlæge.
Mindre appetit eller vægttab
Et signifikant og pludseligt vægttab eller nedsat appetit et symptom på et helbredsproblem, som du bør tage alvorligt. Disse symptomer plejer at opstå i takt med, at infektionen udvikler sig.
Hjertesvigt
Som hundeejer kan du måske ikke umiddelbart genkende tegnene på hjertesvigt, men dyrlægen vil kunne påvise symptomer som f.eks. hjertemislyd eller væske i bughulen. Dyrlægen stiller diagnosen og anbefaler behandling.
Andre tegn
Andre tegn på fransk hjerteorm er blødninger, besvimelse, blodmangel, forhøjet blodtryk eller hurtig hjerterytme.
Hjerteorm kan være dødbringende
En infektion med fransk hjerteorm kan gå fra let sygdom, hvor hunden er symptomfri eller blot døjer med en let hoste, til livstruende sygdom med hjerteproblemer, respirationssvigt, besvimelse og potentielt død.
Tror du, at din hund har fransk hjerteorm, skal du agere hurtigt
Infektion med fransk hjerteorm er en farlig og progressiv sygdom hos hunde – og jo hurtigere den behandles, desto større er chancen for, at hunden kan undgå længerevarende sundhedsproblemer. Har du mistanke om hjerteorm hos din hund, så skynd dig til dyrlægen og få den testet. Hvis du bor i et højrisiko område, f.eks. Sjælland, kan du spørge din dyrlæge om der er mulighed for at forebygge sygdommen.