Når hundens led rammes af slidgigt, begynder de at gøre ondt. Symptomerne kan variere meget, men du vil kunne opleve følgende:
- Hunden har problemer ved at rejse sig, særligt efter længere tids hvile
- Hunden halter og udviser stivhed i sin gang
- Hunden virker uoplagt og vil ikke gå tur eller lege
- Hunden trækker sig væk fra familien og virker utilpas
- Hunden har problemer med at gå på trapper eller hoppe op i bilen
- Hunden slikker sig på det ømme led
- Hunden har nedsat appetit
Til forskel fra vi mennesker kan hunden ikke fortælle, hvor den har ondt. Det er derfor vigtigt at iagttage hundens adfærd, da den er et udtryk for hundens almene sundhedstilstand, og søge dyrlægehjælp, hvis du bemærker flere af symptomerne ovenfor. Vær desuden opmærksom på at nogle hunde ikke viser symptomer selvom de har ondt. Ofte tilpasser hunden sig smerterne, og det kan derfor være svært at opdage at den har ondt.
Hvad er slidgigt hos hunde?
Slidgigt er en kronisk gigtsygdom, som nedbryder og gradvist ødelægger den brusk og det væv som sidder omkring hundens led. Hundens led har knogleender som alle er beskyttet af elastisk brusk, der modvirker stød. Når det nedbrydes, får hunden ondt i leddene, fordi der sker et slid af brusken. Sygdommen er fremadskridende og kan opstå uden nogen åbenlys årsag som følge af alderdom, overvægt eller slitage.
Hvorfor skal slidgigt behandles tidligt?
Slidgigt er en kronisk lidelse som hunden skal leve med resten af sit liv, men med den rigtige behandlingsplan, kan du sagtens lindre smerterne og din hund kan få det hundeliv den fortjener. Jo tidligere din hund bliver tilset af en dyrlæge som kan stille diagnosen, jo tidligere kan du påbegynde behandlingen og desto større er chancerne for effektivt at kunne lindre hundens smerter. Slidgigt som behandles tidligt, har større tendens til at respondere på behandlingen, og de fleste hunde får det markant bedre og kan leve et både aktivt og smertefrit liv.
Der er flere ting, du som ejer kan gøre for at modvirke hundens gigtsymptomer, og behandlingen involverer bl.a. fysioterapi, fysisk aktivitet, konditionstræning og et sundt kostprogram. Behandlingerne vil rette sig mod at hindre lidelsen i at udvikle sig yderligere og det vil være en god idé at foretage flere af dem samtidig. Det er essentielt at du samarbejder med din dyrlæge i hele behandlingsforløbet.